Uanset hvad, Lamborghinier kører på, vil mærkets biler altid kunne tænde ‘noget’ i folk, mener mærkets designchef.
Lamborghini bevæger sig – ligesom alle andre bilmærker – i retningen af elektrificering. Og det, mener mærkets designchef, er ikke helt så skidt endda. Chefen hedder Mitja Borkert, og til Autocar siger han, at Lamborghinis biler stadig vil ligne og lyde som rumskibe. Og det uanset hvad bilerne kører på.
Lamborghini lancerer sin sidste bil med ren forbrændingsmotor allerede i år. Før man i 2024 er klar til at producere hybridbiler som overgang til elbiler i 2028. Den næste generation af SUV’en Urus bliver formentlig den anden elbil fra fabrikken i Sant’Agata. Før den vil en mindre elbil skulle klemmes ind i fabrikkens i forvejen sparsomme modelprogram.
Borkert ser flere muligheder i det at gå fra fossil til elbiler. Blandt andet peger designchefen på, at man kan bruge udstødningsrørets placering til mere aerodynamik, når fabrikken ‘slipper’ for forbrændingsmotoren.
– Jeg er helt overbevist om, at vi kan finde på noget smart aerodynamik i fremtiden, siger han til mediet.
Hvad Lamborghini helt præcist har i tankerne, ved kun folkene på fabrikken. Men lidt er dog sluppet ud. Blandt andet at mærket – måske – har tænkt sig at bruge modelnavnet Revuelto. Måske til elbil. I hvert fald har italianerne registeret det som varemærke for bare et par dage siden.