Auto Show får besøg af nogle af de flotteste specialbiler i landet. Blandt andet Nicolai, som har en samling tyske powerbiler udover det sædvanlige.
Når Auto Show 2022 slår dørene op i Odense Congress Center den 20.-21. august, kan du blandt meget andet opleve specialbiler fra hele verden i absolut særklasse. Men også danske bilsamlere kommer med noget af deres fineste grej.
Nicolai Sørensen fra Skanderborg tager intet mindre end tre ekstremt fede VAG-biler med. Kronen på samlingen er hans Audi RS2, som er den eneste tilbage i verden, der blev produceret i farven Speedgelb 12G. Der blev nemlig kun produceret 2 stk. i den farve, og søsterbilen blev totalskadet i Tyskland tilbage i 2003.
Nicolai tager også sin gule RS4 med, som han importerede fra Østrig i 2021. Desuden kan du glæde dig til at se hans ekstremt fede Golf R32 HGP Bi-Turbo, som er godkendt med 515 hk.
Så er du til de helt seje VAG-klassikere, så bør du tage en snak med Nicolai, når han hele weekenden står klar ved bilerne – og han elsker at nørde detaljer, så bare spørg løs.
Skal du med til Auto Show? Så klik her for at sikre dig en billet!