Det er kilometertallet, der gør denne i virkeligheden ret ordinære Honda speciel. For i løbet af de sidste 27 år har tælleren stort set ikke bevæget sig.
Når vi taler om biler med lave kilometertal, bliver eksemplet ikke meget klarere end denne sorte Honda Civic fra 1996. Altså medmindre bilen slet ikke må have flyttet sig efter samlebåndet.
For på de 27 år siden da har bilen bare kørt 26 kilometer. Det er den amerikanske bilimportør Vistec Imports, der har fundet bilen i Japan. Bilen er købt på auktion, og på grund af japanernes persondatapolitik har det ikke været muligt for Vistec Imports at komme i kontakt med den første ejer, som ikke stod for salget selv.
Baggrundshistorien – og altså hvorfor bilen ikke har flyttet sig mange meter de sidste mange år – er sparsom. Måske er den gået tabt for altid. Det amerikanske bilimportør vil over for Carscoops ikke fortælle, hvor meget man har givet for bilen i Japan. Omvendt vil man gerne fortælle, at bud på 70.000 dollars for bilen, det svarer til 518.000 danske kroner – allerede er blevet afvist.
Ved at fortælle historien er importøren da også godt klar over, at indbakken kommer til at eksploderer med bud. Og folkene hos Vistec Imports har da også allerede en idé, om hvad der er acceptabelt. Der skal sekscifrede dollarbeløb på bordet, før endnu et salg kan komme på tale.
Og lad os bare regnet med et dejligt rundt tal. Lad os sige, at 100.000 dollars er nok. Så vil bilen koste 740.000 danske kroner. Altså uden afgifter. Til sammenligning kostede den dyreste Honda Civic ifølge bilmodel.dk 239.000 kr. på danske plader i 1996. Selv hvis vi justerer for inflation, er det stadig ‘kun’ 361.000 nutidskroner.
Klik ‘NÆSTE SIDE’ for at bladre i billederne af bilen