Rolls-Royce har registreret et nyt varemærke. Flere medier mener at vide, at det indvarsler et nyt navn til verdens dyreste biler.
Det bliver ikke dyrere end Rolls-Royce Boattail. I hvert fald ikke hvis det skal være på fire hjul og helt nyt. Det britiske uber-luksus-mærke oprettede for fem år siden en underafdeling for kunder med store tegnedrenge.
I Coachbuild-afdelingen kommer du kun, hvis du har penge nok. Rettere sagt når du kan købe bil uden at tænke på regningen. Carbuzz skriver, at Droptail er det nye navn hos englænderne.
Navnet indvarsler en række nye, håndbyggede biler til verdens absolut rigeste personer. Rolls-Royce begyndte med Sweptail i 2018. En bil der kostede den anonyme køber 12 millioner dollars. Og siden er det kun blevet dyrere. Boat Tail er den seneste. Faktisk de seneste. For der skal bygges tre.
Alle får de en stykpris fra 28 millioner dollars. Det menes, at Jay-Z og Beyoncé sammen ejer den ene. Tilsammen siges parret at være god for 1,5 milliard dollars. Så selvom Boat-tail er dyr er det ikke mere end et solidt greb i lommen.
Rolls-Royce har dog ikke bekræftet noget endnu, så indtil de gør, er dit gæt lige så godt som vores.