Den er lavet til de mindste størrelser – og nå ja, så er den rasende dyr.
Der skulle kun være bygget 400 eksemplarer. Men i virkeligheden endte fabrikken i Maranello med at bygge 1.311 Ferrari F40. Meeen… der blev faktisk bygget lidt flere. Altså som gokarts.
Bilerne fik navnet F-Racer Junior, og de er 3/4-dele af den ægte vares størrelse. Det efterlader selvsagt ikke plads til den berømte 3,9-liters V8’er med de dobbelte turboer. Alligevel er det en benzinmotor på 250 kubik der driver bilen her frem. Derfor skyder bilen også kun en topfart på 64 km/t.
Men bilen har tilmed en to-trins gearkasse og uafhængigt hjulophæng. Det er dog ikke Ferraris værk. Og at gokarten ikke kommer fra Maranello ses da også. Den har sine skønhedsfejl. Blandt andet er fronten lidt ‘off’ – i mangel af bedre – i forhold til originalen. De små tredelte afgangsrør har heller ingen funktion. De er der bare. Taget kan – også – modsat det på originalen fjernes.
Alligevel vurderer auktionshuset RM Sotheby’s, at bilen er en mindre formue værd. Når hammerslaget falder senere på måneden, bliver det til en køber som betaler 40.000 dollars. Formentligt. Det er 291.000 danske kroner med den aktuelle vekselkurs.
Klik ‘NÆSTE SIDE’ for at bladre i billederne af bilen