Lige så naturligt det er for mange danske bilister at vaske bilen om søndagen, lige så forbudt er det andre steder.
Man kan indvende, at loven om vanvidsbilisme rammer skævt. Men kigger man ud over Danmarks grænser, er vi bestemt ikke ene om at have skæve og skøre love. Nogle af de love, som udlejningsselskabet Avis har fundet rundt om i Europa, kan man kun ryste på hovedet af.
Ikke desto mindre er det godt at kende til dem. For selvom sommeren lakker mod enden, er ferien bestemt ikke slut for alle. For nogle er kør-selv-ferien sydpå måske kun lige begyndt. Og der er altid en sommer igen. Næste år og året efter.
1. Ulovligt at løbe tør for benzin
Hvis du skal sydpå til varmen, kører du formentligt snart på den tyske Autobahn. Med motorveje uden fartbegrænsninger kan man hurtigt glemme at kigge på benzinmåleren, men det skal du huske. På den tyske Autobahn begår du nemlig lovbrud, hvis du løber tør for benzin.
2. Her er benzindunke bandlyst
På din bilferie kommer du ud på de lokale landeveje, hvor den nærmeste tankstation er mange kilometer væk. For en sikkerheds skyld har du måske en reservedunk med benzin i bagagerummet, men så snart du krydser den portugisiske grænse, er det ulovligt at have en benzindunk i bilen. Så husk altid at tjekke, hvor langt væk den nærmeste tankstation er i Portugal.
LÆS OGSÅ: Jeremy Clarkson holder løfte – køber 1.000 øl til helt Formel 1-hold
3. To par briller er bedre end ét
Bruger du til daglig briller og skal køre rundt i Portugal, Spanien eller Schweiz, så er et par yndlingsbriller ikke nok. I disse tre lande er chaufføren forpligtet til at have et ekstra par briller med på turen. Så grib chancen, nu har du en rigtig god undskyldning for at købe et ekstra par inden din køretur.
4. Et gratis rygestop
Har du både planer om at tage på bilferie og stoppe med at ryge, så kan du slå to fluer med et smæk ved at køre til Grækenland. I Grækenland er det nemlig ulovligt at ryge, mens du kører bil.
5. Ingen vask om søndagen
Suser du rundt i de smukke bjergkæder i Schweiz og nyder udsigten, er der også en god chance for, at bilen trænger til en vask. Men havde du tænkt dig at vaske din bil om søndagen, må du vente til mandag. I Schweiz er det nemlig ulovligt at vaske sin bil om søndagen.
6. Alle skal have sele på – også hunden
Hvis du har et familiemedlem med fire ben og en pelset krop, så er det godt, at du læser med her, hvis du skal til Italien. I Italien skal hunden ligesom mennesker nemlig også have sele på.
7. Hvem må sidde foran?
Mange foretrækker det forreste passagersæde, når man skal køre langt, men hvis du er under 10 år i Frankrig, er der ikke meget at kæmpe for. I Frankrig må børn under 10 år nemlig ikke sidde på forsædet og er derfor tvunget tilbage på bagsædet gennem det franske landskab.
8. Ingen snacks til køreturen
I Cypern er det vigtigt, at du tanker depoterne op, inden du skal ud og køre. På de cypriotiske veje må chaufføren hverken spise snacks eller drikke vand under kørsel. Så de sædvanlige snacks til køreturen må for chaufførens vedkommende vente til senere.