En 32-årig mand skal bruge både mandag og tirsdag i denne uge på anklagebænken ved Retten i Aalborg – her sidder han tiltalt for en række alvorlige overtrædelser af færdselsloven.
Det var en 32-årig mand med bly i speederfoden, der mandag i denne uge sad på anklagebænken ved byretten i Aalborg. I dag tirsdag gør han det igen. Her er han tiltalt for tilbage i juni at have haft meget svært ved at overholde fartgrænserne i Vendsyssel. Det skriver TV 2 Nord.
Ifølge anklageskriftet mod den 32-årige begyndte vanvidskørslen 1. juni kl. 15, da manden fløj ud af Jerslevvej i Brønderslev med 163 km/t. Han måtte kun køre 80 km/t. Speederfoden blev dog endnu tungere.
For da manden satte kurs mod Aalborg, mener anklagemyndigheden, at manden nåede helt op på 213 km/t. Undervejs overhalede manden flere bilister inden om, og på et tidspunkt gik det galt. Manden bragede sammen med en anden bilist.
Uundgåeligt uheld
Det forlyder dog, at ingen af dem kom alvorligt til skade, og vanvidsbilist kunne da også fortsætte sin kørsel helt til Nørresundby, hvor han blev anholdt. Men det betød dog ikke, at han var færdig med at flygte. Efter anholdelsen forsøgte manden at tage flugten til fods.
Han blev dog anholdt igen. Det kostede ham dog endnu en sigtelse. Ligesom det i øvrigt senere viste sig, at manden både var påvirket af narko og alkohol. Noget kørekort havde han heller ikke.
Det vides ikke, hvordan manden forholder sig til sigtelserne. Men der er nok at tage af, og bilen skal han ikke regne med at se igen.