Til Boosted fortæller Vejdirektoratet nu, at et af de nye Actibump er etableret for lavet. Vi er i dialog med entreprenøren, siger afdelingsleder Maria Sande.
Webredaktørens bagdel tager ikke fejl. Der er et problem på Svendborgvej i Faaborg på Sydfyn, hvor Vejdirektoratet for nylig har fået etableret et af i alt tre såkaldte Actibumps.
Vejbumpene, der har en indbygget faldlem på seks centimeter, som aktiveres hvis bilister kører for hurtigt, er allerede godt kendt i Sverige og Norge. Men det er først nu, de på forsøgsbasis er kommet til Danmark.
LÆS OGSÅ: Vejdirektoratet om nye fartbump – “Vi betaler erstatning”
At noget kunne være galt med det nye vejbump, konstaterede Boosteds webredaktør, som har prøvekørt bumpet i Faaborg, kort efter etableringen. Og nu anerkender Vejdirektoratet, at det i Faaborg altså ikke gået helt så glat.
Vejbumpet må nemlig ikke føles som et bump for bilister, der holder sig til fartgrænsen. På strækningen i Faaborg er det 50 km/t.
– Desværre er bumpene i Faaborg placeret en lille smule for lavt efter vores vurdering, og det kan formentlig mærkes lidt, når man passerer dem, forklarer afdelingsleder i Vejdirektoratet Maria Lønsmand Sande.
Hun fortæller dog samtidig, at de to andre bump – som er placeret i Lejre og Vording – ligger, helt som de skal.
En dyr omgang
Nu er Vejdirektoratet så i dialog med den entreprenør, som har anlagt bumpet i Faaborg.
– Vi er i dialog med entreprenøren om, hvad vi kan gøre for at rette op på det, så bumpene i Faaborg kommer til at føles på samme måde som de to andre steder, oplyser afdelingslederen.
Det er ellers ikke, fordi de nye vejbump har været gratis. Tværtimod oplyser Vejdirektoratet, at alene det problematiske bump i Faaborg har kostet 1 million kr. at etablere, når alt regnes med.
Billigt bliver det heller ikke at holde vedlige. Ifølge Maria Lønsmand Sande vil det koste 35.000 kr. om året at ‘passe’ actibumpet i Faaborg. Det inkluderer døgnovervågning af mekaniske dele samt service.
Umiddelbart forventer Vejdirektoratet stadig, at aktivere faldlemmen i bumpet i Faaborg ‘engang efter efterårs-ferien, fortæller Maria Lønsmand Sande.