Det bliver dog hverken i dag eller i morgen, at den syvdobbelte verdensmester trækker sig. Men han har en plan klar.
Først lød det, at Lewis Hamilton ikke ville være i Formel 1-feltet, når han fyldte 40. I dag er meldingen dog en noget andet fra den 37-årige, syvdobbelte verdensmester.
Hans chef, Mercedes teamchef Toto Wolf, har allerede fortalt, at de to taler om en kontraktforlængelse ‘på mellem 5 og 10 år”. Men når Lewis Hamilton engang lægger kørehandskerne på hylden, ved han allerede, hvad han skal.
Sammen med sin manager Penni Thow vil Lewis Hamilton nemlig producere film og TV i selskabet Dawn Apollo Films. De første projekter er allerede på vej. Den ene er en Formel 1-film med blandt andre Brad Pitt på rollelisten. Det andet er en dokumentarfilm om Hamiltons egen historie.
I et interview med Deadline fortæller Hamilton, at han på nuværende tidspunkt ikke har planer om at trække sig fra Formel 1. Men når det sker, vil han udelukkende koncentrere sig om produktionsselskabet, lyder det.
På nuværende tidspunkt jagter Hamilton stadig sit ottende verdensmesterskab. Det bliver dog tidligst i næste sæson. Red Bull-konkurrenten Max Verstappen har nemlig allerede vundet titlen i år. Hollænderens anden VM-titel.