2.000 kilometer på en tankfuld. Hvordan lyder det? Ikke urealistisk mener Volkswagen.
Ifølge Hydrogen Central har Volkswagen taget patent på en særdeles innovativ brændselscelleteknologi. Den er, siger tyskerne, både billig og meget sparsom med brinten.
Faktisk skulle det give mulighed for, at mærkets brintbiler – når de kommer – vil kunne køre op til 2.000 kilometer, før det er nødvendigt at besøge en brintstation igen. Hydrogen Central skriver, at VW har planer om at lancere den nye brændselscelle om bare fire år.
Det er ikke meget, der kan læses ud af patentansøgningen. Men det fremgår, at Volkswagen er gået sammen med Kraftwerk Tubes om at lave brændselscellen. Her har man forsket i at springe uden om de ekstremt dyre grundstoffer – som eksempelvis kobolt og nikkel – som ellers bruges i elbilers batterier.
Det bliver dog ikke kun i Volkswagen brintbiler, at du vil kunne køre langt. Kraftwerk Tubes siger selv, at man arbejder på at gøre teknologien tilgængelig for alle andre bilproducenter. Herfra lyder det, man vil kunne producere brændselsceller til brintbiler i 2026. Altså i stor skala.
Hydrogen Central bemærker dog, at det ikke er længe siden, at VW med daværende direktør Herbert Diess var meget stor modstander af brintbiler. Længe argumenterede Wolfsburg-folkene for, at opladnings-elbiler er den eneste rigtige løsning. Men nu har tyskerne altså skiftet mening. Tilsyneladende.