Det er næsten ikke til at se forskel, men Audi hævder, at den er der. Altså forskellen.
At Audi har fået nyt logo hører til den slags nyheder, man skal kende til for at kunne se. Men tyskerne hævder, at den er god nok. Logoet er nyt. Nu er det fladt og i 2D. Noget der endda har taget dem flere år at lave.
Idéen med det flade logo kom folkene fra Ingolstadt på første gang i 2016. Men der skulle gå fire år, før man var klar til at tage beslutningen. Og yderligere to år før man gjorde noget ved det.
Audi forsvarer det nye logo med, at man vil have ens emblemer på alle mærkets biler. Og så sparer man i øvrigt på brugen af krom, som de fire ringe ellers længe har været lavet af. Både foran og bagtil på mærkets biler.
Med det nye logo følger også en standardisering af Audis skrifttype, “Audi Type”. Den ændrede skrifttype begynder så småt at dukke op på nye modeller fra mærket. Man begynder på B-stolpen.
Audi-kunder, som ikke er begejstret for det nye, flade logo i de grå toner, kan vælge at betale ekstra for at få det farvet sort.
– Vores filosofi er, at enhver detalje (på bilerne, red.) skal give mening eller have et formål, siger Audi-designer Andre Georgi. Han kalder i samme ombæring det nye logo ‘meget mere moderne’.