Det hører til sjældenhederne. Men i denne uge skete det så alligevel. Onsdag blev de britiske bilister bedt om ikke at køre galt.
I går var en helt speciel dag i England. Over hele landet strejkede ambulancefolk nemlig. Og det fik landets sundhedsminister til direkte at advare bilister mod at køre galt. Gjorde bilisterne det alligevel – og kom de til skade – ville de højst sandsynlig komme til at vente længe på lægehjælp.
Den samme besked fik befolkningen dog generelt. Også sportsudøvere og folk i fitnesscentre blev bedt om at holde sig fra ‘kontaktsport’.
– I dag (onsdag 21. december, red.) bør folk nok lige overveje det en ekstra gang. Unødvendige rejser vil jeg også fraråde, sagde ministeren til BBC.
Det var første gang nogensinde i Englands historie, at ambulancereddere og paramedicinere strejkede. Det skete, fordi redderne er utilfredse med deres lønforhold. For at have det nødvendige mandskab klar var 600 mand fra de britiske væbnede styrker i går indkaldt som forstærkninger i landets ambulance-tjeneste.