Kinesisk-svenske Volvo mener ikke, at den slags giver meget mening. Og dog.
Kinesisk-svenske Volvo er ikke meget for at følge i Mercedes’ og BMW’s hjulspor. I hvert fald ikke når det kommer til abonnement-løsninger på eksempelvis sædevarme. Faktisk afviser Volvos Björn Annwall helt den idé.
– Vi kommer ikke til at bede folk betale 1 million kr. for en bil og så en 10’er ekstra for sædevarme, siger han til Bloomberg.
Noget, Björn Annwall dog ikke helt vil afvise, at Volvo i fremtiden vil tage penge for, er de store ting. Altså omfattende software-opdateringer. Såsom tilføjelsen af ‘selvkørende’-teknologi.
Imens er Mercedes kørt den helt anden vej. I hvert fald i USA, hvor man allerede tilbyder kunder, at de kan købe sig til ekstra hestekræfter i visse af mærkets elbiler. Altså mod et årligt gebyr på 1.200 dollars svarende til 8.400 kr.
At tage penge for noget, efter en bil er leveret, er dog ikke fremmed for de kinesiske svenskere. Polestar tager eksempelvis 7.500 kr. for at give topudgaven af modellen Polestar 2 yderligere 68 hestekræfter.
– Det er sådan en sjov bil at køre i forvejen, men med denne opgradering kan vi tilbyde endnu mere til vores kunder, som måske er ude efter lidt ekstra spænding, sagde Polestars direktør Thomas Ingenlath om tiltaget, da hestekræfterne kom som en softwareopdatering i 2021.