En ny bussluse har allerede ført til, at 15-20 bilister er kommet galt afsted. Mindst én bil er allerede meldt totalskadet.
Henriette Jensen fra Aalborg-forstaden blev 2. juledag sidste år en bil fattigere. Hendes datter totalskadede ved en fejl sin mors bil, da hun kom galt afsted i en nylig anlagt bussluse i Aalborg. Det fortæller Henriette Jensen til TV2 Nord.
Henriette Jensens datter er desværre blot én blandt mange bilister der har haft ret så uheldige møder med den nye bussluse, som for alt andet end busserne i byen er et stort, gabende hul i vejen.
Forsikringsselskabet stoppede med at tælle skader
Og det er der skiltet virkelig dårligt med, mener flere bilister i Aalborg. For Henriette Jensens vedkommende stoppede forsikringsselskabet med at tælle, da skaderne løb op i 305.000 kr.
– Konsekvensen skal være der, hvis man overser skilte, ja. Men den der konsekvens (busgraven, red.) er bare helt ude af proportioner, siger hun til TV2 Nord.
Aalborg kommune kan dog ikke se problemet. Der er nemlig skilte for at advare bilister før busslusen. Og det helt efter reglerne, mener kommunen.
Det er dog ikke kun totalskader, bilisterne risikerer ved at køre i busslusen ved en fejl. Kigger politiet forbi, kvitteres der med en bøde på 1.000 kr.