Den nye SVM-regering smider en plan, der ellers ville hive 200 mio. kr. ekstra op af bilisterne lommer, i skraldespanden.
Før valget ville Socialdemokratiet sende 25.000 plugin-hybrid-ejere et skattesmæk på 200 mio. kr. Det vil de ikke efter valget. Det skriver Finans.
Sidste sommer lagde den daværende regering ellers op til at sende et skattesmæk til de bilister, som har en plugin-hybrid som firmabil. Regeringen ville hæve beskatningsgrundlaget med 30.000 kr. for både gamle og nye plugin-hybrider. For den enkelte svarede det til en ekstra-skat på cirka 3.600 kr.
Men sådan skal det altså ikke være alligevel, når nu Moderaterne og Venstre har fået ministerbiler.
Samtidig med det droppede skattesmæk dropper SVM-regeringen også at sætte 6 mio. kr. af til et videnscenter om infrastruktur. Landets boligforeninger får heller ikke en håndsrækning til at sætte ladestandere op.
Firmabilister, som kører rene elbiler, skal heller ikke regne med en skattelettelse. Det var der ellers lagt op til. Helt konkret 15.000 kr. årligt i perioden 2023 til 2026. Skatteministeren Jeppe Bruus (S) har ikke villet svare Finans, på om regeringen vil fremsætte lovforslaget igen.