Først var det en offentlig kendt hemmelighed, siden sagde Audi det selv. Men først nu har tyskerne officielt købt sig ind hos Sauber.
Lige nu står der Alfa Romeo på Saubers biler i Formel 1. Men det er en stakket frist. Navnet og sponsoratet forsvinder ved udgangen af denne sæson. I hvert fald for Saubers vedkommende.
LÆS OGSÅ: Der er 150 af dem i Danmark – kræver politisk hjælp til disse elbiler
I kulissen står Audi klar, og nu er det tyske mærke kommet endnu tættere på statussen som fabrikshold i Formel 1 i 2026. Med underskrifter fra de relevante chefer har Audi AG nemlig sikret sig en minoritetsandel af aktieposten i Sauber Motorsport som driver Formel 1-holdet.
Det offentliggjorde Sauber i dag mandag. Med offentliggørelsen mere end antyder Sauber også, at Audi gradvist vil få overtaget i garagen. Med Frederic Vasseurs skifte til Ferrari er den tidligere McLaren-mand Andreas Seidl kørt i stilling som chef for Sauber Group.
Han er udpeget som manden, der indtil 2025 skal sikre overgangen fra Ferrari-motorer til Audis egen 1,6-liters V6-motor.