Til sidst lykkedes det politiet at få stoppet den fartglade mand ved at bruge sømmåtter.
En 21-årig mand fra Thisted havde tirsdag formiddag 24. januar en meget tung højrefod. Faktisk deltog hele syv politibiler i jagten på den unge bilist som begyndte kl. 10.54.
335.000 bilister er rasende: “Mercedes snyder med vores biler”
Her ville en patrulje gerne tale med den 21-årige. Det var han dog umiddelbart ikke interesseret i, og han satte derfor farten markant op.
– Han stikker af, og vi følger selvfølgelig efter og kører rundt i området omkring Koldby, Hassing og Bedsted, siger Lars Even, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, til TV Midtvest.
Måtte smide sømmåtter ud flere gange
Den 21-årige fortsatte turen med høj fart og til sidst fulgte syv politibiler efter ham. Flere gange undervejs – både i byzoner og på landevej – kørte manden over 100 procent for stærkt. Dermed gjorde han sig skyldig i vanvidskørsel.
– Der bliver gjort forsøg på at stoppe bilen to gange med såkaldte stop sticks, altså sømmåtter, men vejen er for bred, så han undviger, fortæller vagtchefen.
Først efter en halv times kørsel og yderligt et forsøg med sømmåtter lykkedes det at få bragt den 21-årige til standsning. Bilen – en Opel Corsa – viste sig i øvrigt at være stjålet. Det ændrede dog ikke på, at den unge bilist blev sigtet for vanvidskørsel.
– Han bliver sigtet for de her overtrædelser af færdselsloven, heriblandt vanvidsbilisme og altså biltyveri, fortæller Lars Even.