Bilmærket NIO’s brugere får nu mulighed for at skifte bilens batteri til et fuldt opladet på bare få minutter.
Power Swap Stationen skal ligge på Sjælland, nærmere bestemt i Slagelse, og den bliver en del af det voksende europæiske NIO Power Swap-netværk, hvor der allerede er åbnet stationer i både Sverige, Norge, Holland og Tyskland.
NIO ønsker at åbne 120 Power Swap Stationer i Europa inden 2024, og batteriskiftestationen i Slagelse bliver den første af sin slags i Danmark. Globalt er der mere end 1.313 Power Swap Stationer, og i Kina har man allerede udført mere end 14 millioner swaps.
“Vi er glade for at kunne åbne den første Power Swap Station i Danmark og give NIO brugerne muligheden for hurtigt at komme tilbage på farten. Vi arbejder på højtryk for at få etableret endnu flere og give danskerne maksimalt fleksibilitet rundt om i hele landet, og stationen i Slagelse er en vigtig milepæl for os.” Udtaler Michael Salomon, Power Network Rollout Lead i NIO Danmark.
Power Swap Stationen er på størrelse med en dobbelt garage og kan i sit nuværende design håndtere 312 byt om dagen. På stationen oplades op til 13 batterier med en effekt på 20 til 80 kW med en tilsluttet belastning på 550 kW. På den måde beskyttes elnettet og batterierne, og man undgår spidsbelastninger, fortæller NIO.
Bilens batteri udskiftes med et 90 % opladet inden for ca. fem minutter, da et batteri opladet til 90 % opfylder de fleste brugeres behov og beskytter batterilevetiden bedre. Power Swap-teknologien giver brugerne en unik ekstra mulighed for nemt og hurtigt at få strøm på bilen, udover de offentlige og private ladestandere, som også kan bruges til en NIO.
På åbningsdagen blev Power Swap Stationen indviet af en NIO User og Slagelses borgmester, Knud Vincent, der sammen med medlemmer af det danske NIO User Advisory Board, partnere og presse, var de første som fik muligheden for at opleve det fuldautomatiske batteriskifte.
På dagen præsenterede NIO også den nye premium-SUV EL7 for første gang for danskerne.
Læs mere på www.nio.com