Det fulde navn er Dodge Challenger SRT Demon 170 – det sidste V8-skrig inden mærket bliver helt elektrisk.
Det kan godt være, at Dodge snart kun bygger elbiler. Men det amerikanske mærke skammer sig nu ikke over sine forbrændingsmotorer. Tværtimod sendes muskel-modellerne Challenger og Charger på pension med manér.
LÆS OGSÅ: Så skete det – politiet har blitzet denne type trafikant for første gang
Challenger SRT Demon 170 er den sidste af i alt syv special-udgaver som sætter punktum for Dodges parløb med forbrændingsmotoren. Alene udvikling af den sidste ‘dæmon’ kostede flere motorer livet, har Dodge tidligere stolt fortalt.
Men nu er den her. Et bæst med svimlende 1.039 hestekræfter og 1.281 Nm fra en 6,2-liters kompressorfodret V8-motor. Altså hvis den får lov at slubre E85. På almindelig højoktan er der ‘kun’ 900 hestekræfter under højre fod.
31. december 2023 er helt slut
Hvor mange eksemplarer, Dodge bygger, vil mærkets administrerende Tim Kuniskis ikke ud med på nuværende tidspunkt.
Altså andet end, at der ‘ i hvert fald bliver bygget 3.000 til amerikanere og yderligere 300 til det candaiske marked’. Kuniskis vil dog gerne fortælle, at bilen får en pris der begynder ved 100.000 dollar. Det svarer til lige under 700.000 danske kr.
Den danske pris med afgift tør ingen nok tænke på. En ting er dog sikkert. Når kalenderen siger 31. december 2023, bliver den sidste ‘Demon’ bygget. Hvis det da ikke allerede er sket inden. Og så er det helt slut med Dodge og V8-muskelbiler.