En 54-årig mand havde mandag aften absolut ikke lyst til at tale med politiet – men det kom han nu alligevel til.
Når politiet forlanger at se kørekortet, skal man som bilist udlevere det. Det har Højesteret for nylig slået fast. Mandag aften blæste en 54-årig mand dog på den regel og udløste en biljagt, som begyndte på Nordjyske Motorvej omkring Århus Nord.
Her ville en motorcykelbetjent gerne se mandens kørekort, men i stedet for at udlevere det gassede manden sin bil op og fortsatte ad motorvejen med motorcykelbetjenten i spejlene.
LÆS OGSÅ: Havde lige mistet kørekortet – 53-årig ville køre hjem fra retten
Ved Hadsten-afkørslen kørte bilisten af motorvejen og fortsatte mod syd ad Randersvej. Bilistens noget usikre kørsel var dog så meget til fare for andre i trafikken, at MC-betjenten valgte at tilkalde flere af sine kolleger.
Endte med påkøre ham
Undervejs i jagten kastede den 54-årige sin bil hen mod en patruljevogn som forsøgte at afskære ham vejen. Lidt syd for forstadsbyen Trige lykkedes det politiet at påkørte den 54-årige som på grund af sammenstødet endte ude i rabatten.
Her sluttede jagten på ham. Til gengæld begyndte det at regne med sigtelser. For ud over flere færdselsforseelser blev den 54-årige sigtet for at bringe andres liv i fare og at blæse på politiets anvisninger.
Ordensmagten sidestillede på stedet mandens opførsel i trafikken med vanvidskørsel. Af samme grund blev hans bil beslaglagt. Helt præcist hvorfor den 54-årig stak af, kommer Østjyllands Politi ikke med nogen forklaring på i døgnrapporten.