Hele 58 sigtelser blev det til, da politiet i denne uge troppede op med et rullefelt i Skive.
– 58 sager er 58 sager for meget. Men det viser jo, at vores indsats er helt berettiget.
Sådan fortæller Kjeld Nedergaard, der er politikommissær og leder af trafiksektionen ved Midt- og Vestjyllands Politi, om den kontrol som ordensmagten mandag udførte i Skive. Kontrollen var rettet mod ulovlige knallerter.
I løbet af eftermiddagen og aftenen standsede og undersøgte betjentene 29 knallerter. Det udløste de 58 sigtelser. Det var dog ikke alle 29 knallertkører der havde noget i klemme. To af dem kunne køre videre uden en kedelig hilsen fra ordensmagten.
Udover flere forskellige færdselsforseelser handler 6 sager om manglende forsikring, 9 sager om forskellige mangler, 4 sager om manglende hjelm og i 14 tilfælde kunne knallerten køre hurtigere end de tilladte 30 km/t. I alle 14 tilfælde kunne knallerten køre 43 km/t eller mere. En enkelt knallert blev målt til 80 kilometer i timen.
LÆS OGSÅ: Er det Daciaen med det højeste kilometertal i Danmark? “Den vil bare ikke dø”
– Vi får mange henvendelser fra borgere i hele politikredsen, der føler sig generet af knallertkørsel”, forklarer Kjeld Nedergaard.
– Almindelig knallertkørsel fra A til B er der ingen der har noget imod, men når man vedvarende kører og gasser op og kører på baghjul med mere, specielt i tættere bebyggede områder, så er det til stor gene for de omkringboende.
– Det er særligt bekymrende, at der er 14 tilfælde, hvor knallerten bliver målt til at køre 43 km/t eller mere, for det er de slet ikke bygget til, siger politikommissæren i en pressemeddelelse.