En bare 19-årig mand blev forleden snuppet med hele 288 km/t. Set med danske øjne slipper han utroligt billigt fra det.
1.100 dollar svarende til 7.500 kr. i bøde og en frakendelse af kørekortet i seks måneder
Det er straffen, en bare 19-årig amerikaner fra staten Oregon kan “se frem til”, efter at han blev snuppet med hele 288 km/t i en BMW M3 fra 2016. Han måtte køre 88 km/t.
Til lokale medier fortæller politiet, at den unge mands hastighed blev målt i forbindelse med en laserkontrol kort efter middag onsdag i sidste uge.
Faktisk gik det så hurtigt, at betjenten med laseren kaldte på assistance for at få den 19-årige stoppet. I fællesskab lykkedes det kort efter for to patruljevogne at ‘klemme’ den unge bilist så meget inde, at han ikke kunne komme nogle vegne.
LÆS OGSÅ: Politiet indleder særlig kontrol i denne uge: “Koster 2.000 kr. og et klip”
Politibetjent Danny DiPietro fortæller til avisen ‘The Oregonian’, at han aldrig har oplevet den slags hastigheder på vejene før.
– Når du kører med den slags hastigheder, rammer du med garanti noget og nogen vil dø af det, lyder det fra betjenten.
I Oregon får bilister automatisk en bøde på 1.000 dollar, hvis de stoppes med en hastighed over 160 km/t. Ligesom de må vinke farvel til førerretten i mindst 6 måneder. Herefter stiger bøden gradvist.
Officielt kan en BMW M3 slet ikke køre 288 km/t. Den er fra fabrikken begrænset til 250 km/t. Men som det er med meget i denne verden, kan man betale sig fra meget. Også en hastighedsbegrænsning.
Tilvalget af M Drivers-pakken hæver begrænseren, så den 3-liters rækkesekser med turbo trækker indtil 290 km/t. Den 19-årige lå altså lige på grænsen, og i færdselslovens forstand meget over, da han blev målt med laser.