Der bliver ingen sportsvogn. I hvert fald ikke som en del af et samarbejde mellem Lotus og Alpine. For det samarbejde bliver slet ikke til noget.
Franske Alpine og kinesisk-ejede Lotus skal ikke arbejde sammen. I hvert fald ikke om en elektrisk sportsvogn. Det står klart, efter at en aftale om netop en sportsvogn mellem parterne er revet i stykker.
Det skriver britiske Autocar.
Ideen om bilen, der skulle have været en efterfølger til den efterhånden aldrende Alpine A110, blev ellers født ud af en fælles forståelse, som begge mærker skrev under på i januar 2021.
Men det papir er altså nu revet midt over, skriver mediet.
Hvorfor er det ikke rigtig til at blive klog på. Men både Alpine og Lotus har tilsyneladende været enige om beslutningen.
LÆS OGSÅ: Politiet beslaglagde bil og uddelte bøder til lovligt biltræf
Den næste A110, som nu altså uundgåeligt bliver forsinket, er én af i alt 3 biler, som udgør Alpines ‘drømmegarage’ i forbindelse med relanceringen af mærket som et rent elektrisk foretagende.
Den anden er en udgave af Renaults bud på en moderne Turbo 5 kaldet “R5 Turbo 3E”. Mens den tredje er en SUV.