I denne uge afvikles festivalen Danmarks Hurtigste Bil – og igen i år bliver DHB ikke uden politiets tilstedeværelse.
Fredag lukkes de første DHB-gæster ind på Padborg Park til en weekend med en masse dækrøg, benzin og hestekræfter i tusindvis.
Noget der ikke kan undgå at tiltrække sig politiets opmærksomhed, det kommer Syd- og Sønderjyllands Politi ind på i en pressemeddelelse.
– Når så mange mennesker og biler samles, så er politiet naturligt til stede. Vores opgave er at være i dialog med deltagere og gæster og sikre ro og orden.
– Så alle kan få en god oplevelse, ligesom vi sørger for at sikkerheden er i orden omkring hele arrangementet, lyder det fra politiinspektør Tage Jehn.
Ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi har man i god dialog med DHB-arrangøren Padborg Park. Men det betyder ikke, at ordensmagten vender det blinde øje til, når deltagerne begynder at ankomme. Eller når de forlader stedet.
– Vi regner med, at deltagerne møder op i lovlige køretøjer og overholder hastighedsgrænserne, men vi vil være i området hele weekenden for at sørge for trafiksikkerheden.
– Vi gennemfører kontroller for at sikre, at der ikke er køretøjer i området, der kan være til fare i trafikken, ligesom vi også vil gennemføre hastighedskontroller, fortæller Tage Jehn.