Fisker Inc.’ bud på en ‘folkevogn’ – internt kendt som Pear – bliver ikke til noget. I hvert fald ikke før 2025.
Det kører ikke rigtig for danske Henrik Fisker i øjeblikket. Først kom det frem, at den første Fisker Ocean-kunde er Fisker-investor, privat ven med Fisker selv og muligvis havde betalt for lidt i afgift.
Det sidste forhold blev dog rettet i Motorregisteret – læs mere om den historie her.
Og nu måske Fisker erkende, at der ikke er nogen billig elbil på vej. I hvert fald ikke lige nu. På grund af udfordringer med produktionen af Ocean-modellen vælger mærket at udskyde lanceringen af en billigere model.
Det fortalte Henrik Fisker selv på en konference i USA tidligere på måneden. Helt konkret er der leveringsproblemer hos en underleverandør, og det får altså nu betydning for Fiskers planer.
LÆS OGSÅ: Nu rammes ALLE veteranbiler – vægtafgiften stiger voldsomt meget
Mærket har allerede meddelt, at man skruer markant ned for forventningerne til 2023. Når det kommer til færdigbyggede biler mener Fisker nu kun, at der triller mellem 32.000 og 36.000 Ocean-modeller ud fra fabrikken i Østrig, inden 2023 er forbi.
For ikke ret længe siden regnede Fisker med, at man vil kunne få bygget 42.300 biler inden årets udgang. Men det kommer altså ikke til at ske.
Den billigere model fra Fisker skal godt nok ikke bygges i Østrig. I stedet har mærket indgået i samarbejde med Foxconn – der bl.a. samler iPhones for Apple – om at bygge den lille SUV i USA.
På den anden side regner Fisker stadig med at kunne sælge Pear – der er et akronym for Personal Electric Automotive Revolution – for omkring 29.900 dollar i USA. I danske kroner svarer det til 208.700 kr. Det er selvfølgelig før afgifter.