Du skal ikke have decideret køresko på – og der er da heller ikke noget lovkrav om det i Danmark. Men i udlandet straffes faktisk hårdt at køre bil iført ‘det forkerte fodtøj’
De er praktiske, og så giver det luft til tæerne at være iført sandaler. For det er ikke ulovligt at køre bil med dem på. Altså herhjemme.
Det er dog straks en anden sag, hvis kør-selv-ferien går sydpå denne sommer. Allerede i Tyskland vanker der bøder for at køre bil iført sandaler.
Det udløser også en bøde at køre barfodet rundt. Iført stiletter, kun strømper, høje hæle eller klipklapper.
Jyllands-Posten skriver, at bøden ligger på mellem 10 og 50 euro. Så det er faktisk bedst bare at lade være. Ikke med at køre bil, men at gøre det i eksempelvis bare tæer.
LÆS OGSÅ: Det er ALDRIG sket før – De har fået tilladelse til at teste en flyvende bil
I England har færdselspolitiet mulighed for at være endnu strengere med bødeblokken. Ifølge avisen The Sun kan ‘forkert fodtøj’ udløse en bøde på helt op til 5.000 britiske pund til den pågældende bilist.
Herhjemme fraråder politiet og trafik-organisationer generelt kørsel med den slags fodtøj. Men der er altså ikke en egentlig lov imod det.
Det tætteste, vi kommer tyske og engelske tilstande, er færdselslovens paragraf 3 af 10. juni 1976. I den står der at:
“Trafikanter skal optræde hensynsfuldt og udvise agtpågivenhed, så at der ikke opstår fare eller forvoldes skade eller ulempe for andre.”
Nu ved du det – go’ tur og go’ sommer… i ordentligt fodtøj