En ny kampagne vil gøre op med mekanikere, der hænger nøgenkalendre op på danske værksteder.
Under sloganet ‘ kom og tag mig ned’ vil en ny kampagne fra arbejdsgiver- og erhvervsorganisationen Tekniq Arbejdsgiverne lære landets mekanikere at skrotte den traditionelle kalender med letpåklædte damer på autoværkstederne rundt omkring.
Erhvervsorganisationen har 4.100 medlemmer, og hver af disse 4.100 medlemsvirksomheder vil få tilsendt kalenderen med budskabet.
Meningen med kalenderen er, siger organisationen, at sætte fokus på stødende og upassende adfærd. Bl.a. på de danske autoværksteder.
Hos Dansk Bilbrancheråd hilsner man ifølge Motormagasinet idéen velkommen. Samtidig er lærlingekonsulent Lucas Hultgren dog imod et decideret forbud.
Han tror da heller ikke, at det er kalendre med letpåklædte damer, der vil afholde dygtige kvinder fra at arbejde i branchen.
Om en kalender skal fjernes, eller have lov at blive hængende, bør i stedet være en konkret vurdering fra gang til gang, mener lærlingekonsulenten.
Hos Tekniq Arbejdsgiverne har man dog en anden holdning til den nye kampagne-kalender.
– Med kampagnen “Kom og tag mig – NED” vil vi opfordre virksomhederne til at sætte denne kalender op i fx kantinen til eftertænksomhed og debat hos medarbejderne. Vi har brugt humor til at skabe noget tankevækkende, siger administrerende direktør Troels Blicher Danielsen i en pressemeddelelse.