Manden nåede at chikanere adskillige bilister, før ordensmagten slog kløerne i ham.
Bilister i det sydlige Californien kan de næste fem år køre med lidt mere ro i sindet. En mand, der blev kendt som ‘Tesla Road Rage Guy’, har nemlig fået besked på, at han i den periode skal se verden fra indersiden af en fængselscelle.
Manden, hvis borgerlige navn er Nathaniel Walter Radimak, er blevet dømt for at have overfuset og angrebet mindst ti bilister.
De fleste af ofrene var kvinder, og de fleste af dem stødte på Nathaniel Walter Radimak i Los Angeles-området.
Det er dog langt fra første gang Nathaniel Walter Radimak, der tilsyneladende selvantænder i vredesudbrud, er på kant med loven.
LÆS OGSÅ: Medie forarget over dansk youtuber – “Han kører jo 266 km/t lovligt”
Ifølge myndighederne er der pletter på mandens straffeattest som går mere end tyve år tilbage i tiden. Også selvom han ‘bare’ er 36 år gammel.
Ofrene for Radimaks opførsel har dog ikke glemt ham. Til lokalmediet ABC7 fortæller en kvinde, at hun er bange for, hvad Nathaniel Walter Radimak kan finde på, når han kommer ud i friheden.
Kvinden er især bekymret, fordi navnene på de 10 bilister, som Nathaniel Walter Radimak har forulempet, er offentligt kendt.