Hvis elbiler vitterligt er fremtiden, kan de ende med at blive rigtigt dyre fornøjelser. Især for briterne.
Det kan komme til at gøre endnu mere ond på briterne, at de trak sig ud af EU. Denne gang rammes bilisterne på pengepungen. Måske!
Nye handelsregler kræver nemlig, at 45 procent af delene til alle elbiler skal kunne fremstilles ‘lokalt’. Reglen gælder fra januar 2024. Og den stiger gradvist, når det drejer sig om batteripakker og battericeller.
Først til 50 procent siden til 60 procent. Sker det ikke, vil bilmærker, der sender biler til og fra England, blive ramt af en straftold fra EU på 10 procent af bilernes pris.
Både europæiske og britiske bilmærker kæmper dog i mod reglen. Stellantis, der bl.a. ejer det britiske mærke Vauxhall – truer nu med at trække sig fra England, hvis straftolden bliver til virkelighed pr. 1. januar 2024.
LÆS OGSÅ: Derfor kan lovligt gaderæs sjældent lade sig gøre i Danmark
Det skriver iNews.
Bilmærkerne vil i stedet have, at EU venter med straftolden indtil 2027. Før er bilmærkerne simpelthen ikke klar til de nye regler, lyder det.
Indtil videre har EU-komissionen dog nægtet at give bilmærkerne længere snor på området. Bliver straftolden til noget ved nytår, bliver en BMW i4 eksempelvis 5.200 pund dyrere. Det svarer til 44.600 kr. bare i importafgifter.