Elon Musk dansede sig gennem åbningen af Teslas fabrik i udkanten af Berlin. I virkeligheden er der ikke så meget at feste over, skriver medie.
Teslas administerende direktør og verdens rigeste mand dansede sig gennem åbning af mærkets såkaldte Gigafactory Berlin, da fabrikken åbnede tilbage i marts 2022.
Men i virkeligheden er der ikke meget at juble over på fabrikken. For mens Tesla i USA slås mod beskyldninger om racisme, dækker fabrikken i Tyskland over en lang række uheld.
Det skriver tyske Der Spiegel som citerer magasinet Stern.
Magasinet hævder at have fundet et for offentligheden hidtil ukendt og meget højt antal arbejdsulykker på fabrikken.
LÆS OGSÅ: Nyt forbud rammer bilister: 599 har allerede fået store bøder
Blandt andet er der hele 247 gange kaldt ambulance- og lægehjælp ud til fabrikken det første år efter åbning.
Til sammenligning er det tre gange så mange ulykker, som Audi registrerede i samme periode. Stern løfter desuden sløret for grumme detaljer fra ulykkerne på Teslas fabrik.
Blandt andet skulle en medarbejder have fået en 50 kilo tung trækasse ned over sig. Ligesom en anden har forbrændt sig, da der blev spildt saltsyre.
Der har også været arbejdsulykker så alvorlige, at det efterfølgende har været nødvendigt at amputere lemmer.
Forholdene på fabrikken er da også noget, der bekymrer repræsentanter fra det tyske metalarbejderforbund.
– Forekomsten af arbejdsulykker er ikke normal. Min største bekymring er, at nogen dør på et tidspunkt, siger distriktschefen for det tyske metalarbejderforbund IG Metall i Berlin, Brandenburg og Sachsen, Dirk Schulze.
Omvendt er myndighederne endnu ikke bekymret. Tesla beskæftiger 11.000 personer på fabrikken i Tyskland. Og set i den sammenhæng er antallet af ulykker ikke højt nok til at vække bekymring.