Værkstederne skal nu i gang med at erstatte en del med en ny og stærkere udgave.
Bilmærket Ford kommer nu 45.173 bilejere til undsætning. Ejere af Ford Fiesta årgang 2015, Fusion – der i Europa hedder Mondeo – årgang 2016 og Lincoln MKZ får snart besked, om at deres biler skal en tur på værksted.
Her vil Ford erstatte en lille fjeder i låsepalen med en anden og stærkere fjeder. Den nuværende er nemlig ikke god nok.
Ford er kommet frem til, at fjederen kan være så svag, at dørene på de berørte biler åbner af sig selv under kørsel.
Det oplyser Ford i USA.
Ford har dog oplyst til de amerikanske trafiksikkerhedsmyndigheder, at det kun drejer sig om biler på det amerikanske marked.
LÆS OGSÅ: Politikere – “Ulovligt gaderæs skal koste kørekortet for altid”
Samtidig forventer Ford, at under én procent af de modeller, som er nævnt i tilbagekaldelsen, er ramt af problemet.
Men tilbagekaldes skal bilerne altså. Og Ford tager ingen chancer. Hvis låsepalene er produceret inden for en bestemt periode, skifter bilmærket hele mekanismen. Bilmærket siger selv, at den nye del er stærkere end den originale.
Det er langt fra første gang, at Ford må tilbagekalde biler, der allerede har fået nummerplader på. Faktisk er det også sket herhjemme.
I 2020 måtte den danske importør tilbagekalde Danmarks mest solgte bil, fordi der var risiko for, at plugin-hybriden kunne bryde i brand.
Samtidig blev ejerne rådet til ikke at lade bilen op, indtil et værksted har set bilen efter. Dengang var det problemer med bilens højspændingsbatteri der fik skylden.