Fra næste år kan elbiler blive dyrere i USA. Regeringen nægter nemlig at give skatterabat til elbiler med batterier fra Kina og en række andre lande.
Nye restriktioner gør nu elbiler i USA dyrere. I hvert fald hvis batterierne til dem kommer fra en række lande som Kina, Rusland, Iran og Nordkorea.
Selv hvis bare dele af batteriet kommer fra den slags lande, bortfalder en skatterabat på hele 7.500 dollar, svarende til 52.000 kr., som bilister ellers kan få for at købe en ny elbil.
Reglen, som Biden-regeringen står bag, træder i kraft allerede den 1. januar 2024. Og allerede i 2025 udvides betingelserne.
Det skriver Auto News.
LÆS OGSÅ: Nu skal bilisterne vænne sig til nyt forbud i trafikken
Her må ingen af mineralerne i elbilers batterier være udvundet, forarbejdet eller stamme fra genbrug i disse lande. I hvert fald ikke hvis bilisterne vil slippe billigere i skat.
Ifølge Auto News vil de amerikanske myndigheder allerede nu vejlede bilproducenter i USA om, hvordan de skal sikre sig, at dele til deres bilers batterier ikke kommer fra Kina.
Hos brancheforeningen Alliance for Automotive Innovation kalder man forholdet mellem Kina og dele til elbiler for kompliceret. Alligevel hilser man de retningslinjer, som de amerikanske myndigheder allerede har på plads, velkomne.