En sang fra 1989 får lige nu millioner til at rulle ind i boet efter den afdøde sanger Tom Petty. De efterladte giver Grand Theft Auto 6 æren.
Det er bare en trailer. Og det endda for et spil, der ikke er udkommet endnu. Faktisk sker der først noget i 2025.
Alligevel kan sangeren Tom Pettys familie notere sig, at december 2023 med ét er blevet lidt federe. Pettys sang ‘Love Is A Long Road’ er nemlig lydsiden til den første Grand Theft Auto 6-trailer,
Noget, der har fået antallet af afspilninger til at eksplodere på bl.a. Spotify. BBC skriver, at Petty-nummeret afspilles 36.900 procent mere end bare for én uge siden.
I et opslag på det sociale medie “X” hylder Tom Pettys efterladte da også Rockstar og den kommende spiludgivelse.
LÆS OGSÅ: Folk vil allerede have gjort Grand Theft Auto 6 forbudt
Det er nemlig ikke første gang, at amerikaneren bidrager til Grand Theft Auto-serien. Det gjorde han også i 2004, da Grand Theft Auto San Andreas udkom. 20 år efter foregår det blot posthumt.
Petty døde nemlig af en overdosis i 2017. Han blev bare 66 år gammel. De efterladte kan dog være sikre på, at millioner ruller ind.
Det skete eksempelvis for den britiske sangerinde Kate Bush, da hendes 1985-hit ‘Running Up That Hill’ fik et gigantisk comeback i Netflix-serien ‘Stranger Things’.
En udregning fra LadBible viser, at Bush tjente 3,5 millioner kr. på bare tre uger. Og det alene i royalties fra Spotify, fordi sangen i samme periode blev afspillet 137 millioner gange.