To meget unge bilister forsøgte onsdag eftermiddag i denne uge at snyde færdselspolitiet. Den ene fortrød dog – og nu bliver løgnen dyr for dem begge.
To meget unge bilister var onsdag eftermiddag ude på meget dybt vand, da de i en bil kl. 14.14 blev målt til at køre 93 km/t i en 50-zone på Roskildevej i Ringsted.
Og det blev lynhurtigt meget værre for dem, da de på grund af den høje hastighed blev stoppet af en betjent.
På bilens førersæde sad en 19-årig kvinde. Herfra fik hun at vide, at hun på grund af hastigheden udover bøden ville få et kørselsforbud. Alt sammen fordi hun er ny bilist. Faktisk er hun så ny, at hun kun har haft kørekort i to måneder.
Og det var tilsyneladende for meget af det gode for den 19-årige. Kort efter krøb nu nemlig til korset og fortalte, at hun slet ikke havde ført bilen.
LÆS OGSÅ: Tilbagekalder 450.000 biler – benzinen pisser ud
Hun havde i stedet byttet plads med bilens 17-årige ‘passager’. Han havde nemlig slet ikke noget kørekort.
Derfor måtte politiet igen have fat i den 17-årige, der under en telefonisk afhøring havde sin far på medhør. Den unge mand endte da også med at erkende, at han og den 19-årige kvinde havde byttet plads.
Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.
Det bliver nu dyrt for både ham og hende. Politiet er nemlig slet ikke færdige med dem. Den 17-årige er ikke bare sigtet for hastigheden, han står også til en solid straf for det manglende kørekort.
Ligesom han er sigtet for forsøg på at skyde skylden for sin egen dumhed på en anden. I dette tilfælde den helt nye bilist, hvis kørekort vel næppe er tørt fra trykpressen endnu.