Han forlod BMW med nogle af mærkets mest kontroversielle biler. Nu roser Chris Bangle nyt, kinesisk bilmærke fra Xiaomi.
Han slog stregerne til nogle af BMW’s mest omdiskuterede biler i 00’erne. Blandt andet E6x 5 Serie og ikke mindst topmodellen 7 Serie, der fik kritik for især sit bagparti. Noget der var ‘klistret’ på bilen, lød det fra kritikerne.
I dag kan det med rette indvendes, at BMW er gået omend endnu mere radikalt tilværks på designfronten, end Chris Bangle blev bedt om.
Men selvom Chris Bangle allerede i 2009 forlod det tyske mærke igen, har han stadig en holdning til tingene.
LÆS OGSÅ: Kostede 3,4 milliarder kroner – kan ikke køre i frostvejr
Også til smartphone-producenten Xiaomis første bud på en elbil. SU7 hedder den. Og den har kineserne i øvrigt givet hele to kontroversielle navne.
Eller i hvert fald delene til den. SU7 får nemlig to forskellige elmotorer med tiden. Den ene hedder V6, den anden V8. Altså ligesom Porsche har en turbo-udgave af elbilen Taycan.
Tilbage i Kina roser Chris Bangle SU7 på en video, som Xiaomi selv har lagt på sine sociale medier. Han får sagt, at designet er velbalanceret og at han er ‘super imponeret’ over bilens interiør.
Om Chris Bangle har ret kan du selv bedømme på billederne, vi har lagt længere nede i denne artikel.