Tyskland og en række øvrige europæiske lande har modsat Danmark valgt at skrotte statsstøtten til elbiler. Desuden er elbiler stadig dyre at bygge, så nu frygter Bilbranchen DI, at lysten til elbiler dør ud.
Hos De Danske Bilimportører vil direktør Mads Rørvig gerne tvinge bilisterne til at ‘rette ind og købe en elbil’.
Men hos branchekollegerne i Bilbranchen DI frygter man nu helt, at markedet for elbiler taber pusten.
Det skriver brancheforeningen i sin seneste tendens-analyse.
Her peger Bilbranchen DI på, at en ikke ubetydelig del af de elbiler, der allerede kører rundt i Danmark, er brugt-importeret fra lande med massive støtteordninger.
LÆS OGSÅ: Endnu en motorsport bliver til Netflix-serie
Støtteordninger som enten er ved at tørre ud eller helt er stoppet. Det sidste er eksempelvis tilfældet i Tyskland, hvor regeringen kort før nytår trak et statsligt tilskud på 3.000 euro pr. nye elbil tilbage.
Ordningen skulle første have været udfaset i løbet af i år. Men den blev afbrudt før tid i forsøget på at lukke et gabende hul i statskassen.
Samtidig peger Bilbranchen DI på, at elbiler formentlig ikke holdes afgiftsfrie for evigt i Danmark. Der er stadig planlagt stigninger i 2026.
Og det mener organisationen vil ramme 4 ud af 5 nye elbiler i Danmark på prisen. Af samme grund foreslår Bilbranchen DI igen, at SVM-regeringen holder den danske registreringsafgift for elbiler på det samme (2022,red.)-niveau frem mod 2030.