Gunther Steiner var på alle måder synonym med Haas’ Formel 1-hold. Altså lige indtil den karismatiske teamchef ikke var det længere i onsdags.
Haas F1 var og er egentlig Günther Steiners idé. Gene Haas er ‘bare’ pengemanden bag. Og netop derfor blev Steiner fyret onsdag i denne uge.
Det mener The Race.
Ifølge mediet var de to chefer uenige om retningen for holdet. Og når alt kommer til alt, kunne Günther Steiner ikke få Gene Haas til at bruge flere penge på Haas.
Ifølge mediet har Gene Haas på grund af de seneste sæsoners manglende succes trukket sig mere og mere fra Formel 1-holdet, der bærer hans navn.
LÆS OGSÅ: I 2025 skal danskerne betale endnu en bilafgift
Og pengekassen skal altså være godt og grundigt smækket i, selvom Gene Haas efter fyringen af Günther Steiner igen understregede, at Haas F1 ikke er til salg.
Nu er det i stedet holdets tidligere direktør for ingeniørvirksomhed, den 47-årige japaner Ayao Komatsu, der har overtaget Steiners opgaver.
Før fyringen luftede Steiner da også sine frustrationer flere gange. Omvendt mener Gene Haas ikke, at der skal bruges flere penge. I stedet handler det om, at holdet med Günther Steiner i spidsen har brugt pengene forkert.
Selv Haas’ pressemeddelelse oven på fyringen antyder uenigheden i toppen af teamet. Heri skriver Gene Haas, at han nu ser frem til at se holdets fulde potentiale udfolde sig.
Og at han vil se et Haas, der for alvor kæmper med om placeringer. I samme omgang mere end antyder den nye chef, Komatsu, at Haas sådan set bare har brug for en bedre ledelse.