De har gjort det hvert år siden 2006. Du skal nok ikke hente kaffe. Men praktikpladsen hos Rolls-Royce kræver indlysende nok en flytning til England.
Har du altid drømt om en hverdag omgivet af nogle af verdens absolut fineste biler, er det måske nu, du skal slå til.
Rolls-Royce søger igen i år et kuld praktikanter. Det har mærket faktisk gjort lige siden 2006. Det oplyser det engelske bilmærke, som siden 2003 har været en del af BMW, i en pressemeddelelse.
Heldigvis er det ikke bare for at hente kaffe til dem på chefgangen eller dem på fabriksgulvet. Det er, for nu at bruge et nydansk udtryk, faktisk med fine hands on-muligheder.
Og mange af dem. Endda i forskellige afdelinger. Specifikt leder Rolls-Royce efter praktikanter til interiør- og den robotteknologiske afdeling.
LÆS OGSÅ: Skrotter alle Teslaer og køber 250.000 biler af konkurrenten
Men der er også muligheder i mærkets afdeling for eksteriør-finish samt på fabriksgulvet ved ‘samlebåndet’.
Faktisk kan man også få lov til at snuse til endnu mere af fabrikken. Rolls-Royce søger også praktikanter til logistik, salgs- og marketingafdeling. Kort sagt rigtig meget af fabrikken.
Ansøgningsrunden er åben nu og indtil 31. marts i år. I princippet for alle. Men flere af områderne, skriver Rolls-Royce, er især egnet for dem der netop har afsluttet englændernes svar på folkeskolen.
Omvendt stiller bilmærket både fremtidige jobmuligheder og yderligere uddannelse i udsigt. Altså hvis man gør et nok exceptionelt godt indtryk.