V8-motoren skal ingen steder. I hvert fald ikke i Mustang siger Ford. Nu er den danske importør klar med priserne på den seneste aftapning.
Mustang med V8-motor har været en del af Fords danske modelprogram siden 2015. Og det bliver modellen ved med.
For ligesom Fords øverste direktør holder fast i, at mærket vil bygge en V8-motoriseret Mustang ‘for evigt’ – læs mere her – holder den danske importør fast i modellen.
Og nu er den syvende generation, der har været på andre markeder siden maj sidste år, også klar til danskerne.
Det oplyser Ford i Danmark i en pressemeddelelse.
LÆS OGSÅ: Bilister må ikke slå hjernen fra med lovligt trick
– Den nye Mustang er alt, hvad vores kunder forventer af et ubestridt bilikon – og lidt mere til. Overraskende konnektivitet og teknologi tager bilens nuværende kvaliteter til et nyt niveau.
– Og vil være med til at vinde endnu flere hjerter hos en ny generation af Mustang-entusiaster, siger John Williams, direktør for Fords biler med forbrændingsmotor i Europa.
I Danmark begynder den faceliftede Mustang ved 948.000 kroner, når afgiften er betalt. For den slags penge får man en 5-liters V8’er med 480 hestekræfter.
Udgaven med den 2,3-liters eco-boost-motor med fire cylindre tager Ford-importøren i denne omgang slet ikke til landet.
Den foreløbige topmodel med tilnavnet Dark Horse får prisen til at krybe op over 1 million kroner. Mere præcis lander fraprisen på 1.164.669 kroner.
Til gengæld kan både den ene og den anden Mustang bestilles med sekstrins manuelt gear. Omend en ti-trins automatgearkasse også er en mulighed.