Selveste Jay Leno blev hevet ind for at rode bod på det rod, en Dodge-ansat efterlod, da han solgte en helt bestemt Dodge Challenger.
Der er ting i denne verden, man bare ikke gør. En af dem er at sælge en bil, som allerede har en ejer. Og da slet ikke uden dennes viden.
Alligevel var det præcis, hvad en bilsælger hos en Dodge-forhandler gjorde sidste år. Historien går på, at en amerikansk soldat havde bestilt specialudgaven af Dodge Challenger – en Demon 170.
Men da bilen ankom fra fabrikken til forhandleren, kunne soldaten, der på det tidspunkt var udstationeret i Irak, ikke hente bilen. Af indlysende årsager.
Så en ansat hos forhandleren i Mississippi solgte bilen til en helt anden kunde. Og den ‘forveksling’ endte med at koste sælgeren jobbet.
LÆS OGSÅ: Amanda fik stjålet hele sin indkørsel
Flere andre ansatte hos bilforhandleren fik i samme omgang en fyreseddel for deres roller i hele miseren.
Det hele endte med, at forhandleren måtte købe bilen tilbage. Imens skaffede Dodge soldaten en ny bil. En bil som bilmærket hyrede tv-vært Jay Leno til at overrække.
Den første bil, som soldaten blev snydt for, beholder forhandleren dog ikke. I stedet må man æde et tab på mindst 99.000 dollar svarende til 658.000 danske kroner, fordi bilen nu skal gives bort til velgørenhed.
Det sker på en auktion til fordel for specialstyrker i den amerikanske hær og sårede soldater. Auktionen finder sted hos Mecum’s i Texas mellem 4.- 6. april, hvis du er interesseret.