FDM har allerede kritiseret fartkontrollen for at være på kant med loven. Nu viser det sig, at den slet ikke virker, som den skal.
Fartkontrollen på Storebæltsbroen har været flere år undervejs. Men nu, hvor den langt om længe er her, viser den sig slet ikke at virke.
I hvert fald ryger hastighedsmålingerne ikke ind i politiets system. Det skyldes, at det ikke er ordensmagten men Sund og Bælt, der står for broens drift, som har sat kameraerne og systemet bag dem op.
Det skriver TV2 Øst.
Det betyder, at Sund og Bælt manuelt skal sidde og pille fartsynderne ud af systemet og derefter sende sagerne som civile anmeldelser til Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
LÆS OGSÅ: EU vil gøre elbil-trick forbudt allerede i år
Herfra er det op til politiet, om sagen overhovedet er så grov, at bilisten bag skal have en bøde. Det er også manuelt arbejde.
Hos Sund og Bælt skyder man dog noget af skylden tilbage på politiet. At det hele ikke er så automatisk, som bilisterne blev lovet, at de ville blive jagtet med, skyldes langsomme systemer.
– Det skyldes, at politiet ikke på nuværende tidspunkt kan integrere fartkameraerne i deres system, oplyser selskabet bag broen og dermed de nye fartkontroller i en mail til mediet.