Morsø kommune har tidligere erkendt, at der er problemer med slidt asfalt. Det kan koste bilisterne vilde bøder. Men nu er en løsning på vej.
Teknisk set kan politiet uddele en bøde på 2.000 kroner og et klip i kørekortet, hver gang en bilist kører over for rødt.
Men så ville Midt- og Vestjyllands Politi ikke have andet at lave. For det sker tit i Nykøbing Mors i øjeblikket. Altså at bilisterne kører over for rødt. Hvis de da ikke holder stille i fem minutter for de samme røde lys.
Problemet skyldes asfalt, der er så slidt, at det går ud over de sensorer, der regulerer selve lysreguleringen. Og det er der mange bilister, der ikke har tid til at vente på.
Men nu oplyser Morsø Kommune, som har ansvaret for de slidte veje, at en løsning er på vej. Arbejdet går i gang i denne uge og skal sikre ‘forbedring af lysregulering gennem Nykøbing’.
LÆS OGSÅ: Hver dag er der bøder for 70.000 kroner på ‘smart’ motorvej
Kommunen vil blandt andet udskifte spoler og opsætte radarløsninger ved flere kryds for at hjælpe bilisterne videre.
– Det kommer til at hjælpe med detektering af biler, så signalet bedre tilpasser sig trafikken, oplyser kommunen i et Facebook-opslag.
Morsø Kommune forventer, at arbejdet med at forbedre lysreguleringen, så bilisterne ikke står til vilde bøder, er fuldført den 12. april i år.