Fisker Inc. fortalte torsdag i denne uge, at bilmærket ikke har penge nok til at klare sig i løbet af de næste tolv måneder.
Fisker Inc. er i problemer.
I en pressemeddelelse skriver bilmærket, at man sandsynligvis ikke har penge nok til at holde forretningen kørende inden for de næste 12 måneder.
Derfor søger bilmærket, der er grundlagt af den danske Henrik Fisker, nu yderligere investering for at kunne fortsætte driften.
Den eller de investeringer kan bl.a. komme fra et endnu unavngivet bilmærke, som Fisker siger, man ligger i forhandlinger med.
LÆS OGSÅ: Dansk bilforhandler fyrer samtlige bilmærker
Samtidig er det kommet frem, at Fisker planlægger at fyre 15 procent af sine ansatte. En større del af den planlagte fyringsrunde skyldes ifølge bilmærket, at man går fra en direkte salgsmodel i stil med Teslas til at lade eksterne bilforhandlere stå for salget.
Meldingen fra Fisker fik mærkets i forvejen nødlidende aktie til at falde med yderligere 37 procent torsdag.
– I den nuværende situation er mærkets midler utilstrækkelige til at dække dets forpligtelser over de næste 12 måneder.
– Virksomheden er nødt til at få yderligere investeringer eller finansiering af gæld. Og der er ingen garanti for, at Fisker kan opnå dette, lyder det fra virksomheden.
Af pressemeddelelsen fremgår det også, at bilmærket kan blive tvunget til at skrue ned for forretningen, hvis man ikke opnår den ønskede investering eller gældsaftale.
Fra stifter Henrik Fisker lyder det, at man ikke vil smide flere penge efter udviklingen af kommende modeller, medmindre det lykkes at indgå en aftale med et andet bilmærke. Eksempelvis om platformsdeling.
Dermed er den lille SUV ‘Pear’ skubbet i baggrunden, og Fisker fokuserer nu på den kommende SUV ‘Alaska’.
– Pear vil selvfølgelig også være vigtig. For den er et meget, du ved, et overkommeligt køretøj. Men vi er nødt til at prioritere, siger Henrik Fisker ifølge InsideEvs.