Verden over må Mercedes nu tilbagekalde mere end en halv million biler på grund af softwareproblemer i en lang række biler bygget indtil i år.
Mercedes-ejere verden over får den kommende tid besked på, at deres biler skal en tur på autoriseret værksted.
Det skyldes, at der er problemer med softwaren til styretøjet i bilerne. Indtil videre er det dog kun højrestyrede biler, som Mercedes mener kan være ramt af fejlen.
Det vil bl.a. betyde, at biler i Storbritannien, Australien, Japan, Indien og Sydafrika skal en tur på værksted. Men der er faktisk også biler på hjemmemarkedet i Tyskland, som Mercedes skal se på.
Det skriver Mercedes-fans.de.
LÆS OGSÅ: Der er fundet kokain og snifferør i hjemmeplejebil
Ifølge det tyske svar på færdselsstyrelsen, KBA, drejer det sig om 22 biler. Til gengæld er softwarefejlen ikke kræsen.
I hvert fald kan den være i både el-, benzin-, diesel- og hybridbiler, som Mercedes har bygget lige fra 2017 og indtil i år.
Det drejer sig ifølge KBA om følgende modeller: A-klasse, B-klasse, CLA, EQA, EQB, GLA og GLB.
I værste fald kan fejlen, som Mercedes nu har konstateret, betyde en forringelse af servostyringen. Men mærket kan ikke udelukke, at styretøjet kan stå helt af.
For at afhjælpe problemet skal Mercedes’ teknikere nu i gang med at installere ny software i bilerne. De gode nyheder er, at ingen personer indtil videre er kommet til skade på grund af fejlen.
Fejlen kommer i øvrigt oven i et rekordår for Mercedes. Altså ikke på salgslisterne, men i antallet af fejl. I løbet af hele 2023 måtte Mercedes hele 38 gange tilbagekalde diverse modeller på grund af fejlen.
Det er ifølge EU Safety Gate, som holder øje med antallet af tilbagekaldelser i EU, det højeste antal tilbagekaldelser blandt bilmærker, der er til stede i Europa.