Ford skal have solgt nogle Mustang-modeller. Derfor tilbyder mærket nu sine amerikanske kunder 1.000 dollar i rabat, hvis de dropper en Camaro, Challenger eller Charger.
Ford Mustang er den sidste pony car, der stadig er i produktion. Men det betyder ikke, at det går fantastisk for salget. Så nu tages drastiske midler i brug.
Chevrolet har allerede taget livet af Camaro. Det samme har Dodge gjort med Challenger og Charger.
Men nu vil Ford betale bilister i USA for at hoppe ud af en Camaro, Challenger og/eller Charger. Kan man bevise, at man har leaset eller ejet en af disse biler indtil for nylig, kvitterer Fords egne forhandlere med en rabat på 1.000 dollar på en ny Mustang.
Ford kalder initiativet ‘Mustang Competitive Conquest Bonus Cash’, og det selvom Mustangen ikke længere har nogen direkte konkurrenter.
LÆS OGSÅ: 17-årig må ikke køre bil efter knallert-tur på 68 meter
At det måske ikke går fantastisk for salget, får dog ikke Ford til at svinge kniven over modelprogrammet. Det har mærkets administrerende direktør allerede forsikret Ford-fans og omverdenen.
Både sportsvognen og dens V8-motor er kommet for at blive. Faktisk så meget, at Ford vil holde liv i kombinationen ‘for evigt’.
– Vi har altid været her med Mustangen. Vi har EcoBoost-motoren, og vi har den nye Dark Horse (med V8-motor, red.). Og vi bliver ved med at investere i den.
– Selv hvis vi bliver de eneste på planeten, som bygger en V8-motoriseret sportsvogn til en overkommelig pris, lød det fra Farley tilbage i januar.
“Altid” er dog en tilsnigelse af de større. For Ford er et 120 år gammelt foretagende. Mustangen i sig selv kom først på gaden i 1964. Til gengæld har der været en Mustang lige siden.
Læs flere spændende nyheder fra og om bilernes verden lige her!