At smadre en fælg mod en kantsten er aldrig rart. Det gør ondt på stoltheden. Medmindre man er Tesla-ejer, for så er det bilens skyld.
En række Tesla-ejere piver nu over den seneste opdatering til deres biler. Altså til biler som Tesla siger er ‘selvkørende’.
Ejerne af bilerne mener, at bilerne helt af sig selv bliver ved med at påkøre kantsten. Og at det i den grad går ud over fælgene.
Det skriver InsideEVs på baggrund af en række opslag på sociale medier fra ‘frustrerede’ bilister. Bilisterne siger, at Teslaernes opførsel koster dem tusindvis af dollar i nye dæk og fælge.
På det sociale medie “X”, som Tesla-direktør Elon Musk faktisk også ejer, skriver blandt andre bilisten Aaron Jackson, at hans tredje tur med ‘fuldt selvkørende’ systemet slået til var en katastrofe.
LÆS OGSÅ: Betjent frikendt efter dødsulykke – kørte 180 km/t
Han – eller bilen – kom for tæt på en kantsten. Og det betalte fælgen for. “Jeg stoler ikke på FSD-systemet mere”, lyder det fra Aaron Jackson.
Tilbage i marts måned tilbød Tesla alle bilister i biler med teknologien det, at de kunne prøve den selvkørende software gratis i en måned. Noget som mange Tesla-ejere ellers har betalt enorme summer for at få deres biler udstyret med.
Herhjemme koster det, Tesla Danmark kalder fuldstændigt selvkørende egenskaber, næsten 60.000 kroner at udstyre en Model S, 3, X og Y med.
Omvendt er der så vidt vides heller ikke nogen danske Tesla-ejere, der endnu har villet stå offentligt frem med, at bilen *host* – de selv – har krøllet en eller flere fælge.
Læs flere spændende nyheder fra og om bilernes verden lige her!