Den danske rigmand Jonny Laursen skal for anden gang køre med i verdens hårdeste motorløb, 24 timers-løbet på Le Mans-banen i Frankrig.
Det bliver ikke som først annonceret i det danske Formula Racings egne farver, at Jonny Laursen for anden gang skal køre Le Mans.
I stedet har rigmanden bag den danske Ferrari-importør fået et sæde hos det schweiziske hold Spirit of Race i en Ferrari 296 GT3.
Det sker i den nye LMGT3-klasse, hvor holdet skal kæmpe mod 22 andre biler fra verdens bedste GT-teams.
Det oplyses i en pressemeddelelse.
LÆS OGSÅ: EU-forbud vil ramme alle biler der nogensinde er bygget
– Jeg er stolt over for anden gang at få chancen for at deltage i Le Mans, som jo er verdens største motorløb, og et event som enhver racerkører drømmer om at vinde.
– Det bliver et spændende år, hvor der tages hul på en ny æra med GT3-biler, og jeg ser frem til at tage kampen op med Spirit of Race, siger Jonny Laursen.
Navnene på de to andre kørere, som stiller op sammen med Jonny Laursen, vil blive annonceret inden længe.
Danskeren har skabt sig en formue i forlagsbranchen som manden bag Benjamin Media, der siden blev solgt til en svensk forlægger. Efterfølgende kastede Laursen nogle af sine penge efter handlen med Ferraris gadebiler i Danmark.
Læs flere spændende nyheder fra og om bilernes verden lige her!