Når det kommer til Bugattis kunder, er det næppe økonomien der sætter grænser for ekstraudstyrslisten.
Der kommer måske en dag, hvor i hvert fald Bugattis kunder kan få en benzinstation med som ekstraudstyr.
I hvert fald har Bugattis kroatiske ejer Mate Rimac tænkt tanken. Det kom han selv ind på under Future of the Car-mødet i London, der for nyligt blev afholdt af avisen Financial Times.
– Vi vil kunne lave nogle smukke benzinstationer med syntetisk brændstof ved ejernes egne hjem, sagde den forholdsvis unge bilboss på 36 år.
Det skriver Auto Express.
LÆS OGSÅ: 31-årig frikendt for narkokørsel – gav svigermors kaffe skylden
Da Mate Rimac indgik en aftale om Bugatti med de forrige ejere fra Volkswagen, var det i øvrigt ikke uden en vis armlægning. Mate Rimac fik dog sin vilje, så fremtidens Bugatti-modeller ikke bliver elbiler. Læs mere om det her.
Det kommer ikke som den store overraskelse, at Mate Rimac taler varmt for og om syntetiske brændstoffer. Handlen, der sikrede ham kontrollen med Bugatti, betød nemlig også, at han overgav 45 procent af sit eget firma til Porsche.
Og i Zuffenhausen, hvor Porsche har hovedkontor, arbejder man allerede meget med udviklingen af syntetisk brændstof. Det såkaldte e-fuel. Faktisk lægger tyskerne så meget i det, at der allerede findes en e-fuel-fabrik i Chile. Og det er planen, at flere fabrikker skal op at stå.
Lige nu er det dog kun Porsches egne racerbiler, der kører på det syntetiske benzin. Til gengæld regner mærket med, at hvert hold i SuperCup skal bruge 50.000 liter af det kunstige benzin.
Tilbage hos Bugatti løftes sløret for Chirons afløser allerede i næste måned. Nærmere bestemt 20. juni. Fabrikken i Molsheim, Frankrig, vil endnu ikke sige så meget.
Andet end, at vi har med en V16-motor at gøre. Vi ved dog også, at speedometret i bilen, som siges at være udviklet helt fra bunden, går til 550 km/t. Læs mere om det her.
Læs flere spændende nyheder fra og om bilernes verden lige her!