Fremtidige Toyota-modeller fra Gazoo Racing-afdeling holder sig langt væk fra rene elbiler, trods et stadig større fokus på biltypen i industrien.
Toyotas performance-afdeling Gazoo Racing vender nu officielt ryggen til elbiler. I hvert fald vil afdelingen holde sig til forbrændingsmotoren.
Det fortæller GR-direktør Tomoya Takahashi i et interview med Car Expert.
– Vi vil bruge forbrændingsmotoren så meget som muligt.
– Der kommer måske dertil, at forbrændingsmotoren i fremtiden bliver forbudt. Men forbrændingsmotoren er ikke fjenden, det er udledningen af CO2. Vi investerer i udviklingen af nye motorer, siger Tomoya Takahashi.
LÆS OGSÅ: 20-årig anholdt – gemte 22 fotofælder under sin seng
Det er dog ikke kun GR-afdelingen, der har den holdning internt hos Toyota. Faktisk sidder bestyrelsen samlet set med den tanke. Og de er heller ikke alene.
I denne uge kom det frem, at flere japanske bilmærker vil gå sammen om at kaste ressourcer efter udviklingen af nye forbrændingsmotorer.
I interviewet løftede Tomoya Takahashi lidt af sløret for, hvad der ligger bag Toyotas tilgang til forbrændingsmotoren, som mærket kalder ‘flersporet’.
– Ved at bruge hybridteknologi kan vi reducere CO2-udledningen, vi kan også benytte CO2-neutrale brændstoffer.
– Men vi er ikke sikre på, hvad der sker med elektrificering og hvornår det kommer til at ske. I hvert fald er der ingen som kan se 10 år ud i fremtiden. Vores tilgang er derfor flere muligheder fremfor et fokus udelukkende på elbiler.
Samtidig understreger Tomoya Takahashi, at den afdeling, han er chef for, ikke udelukkende er interesseret i at bygge hurtige biler. De skal også være sjove at køre, siger han.
Læs flere spændende nyheder fra og om bilernes verden lige her!