Som en del af et forsøg, der foreløbig kun gælder Californien, vil den amerikanske ladeoperatør Electrify America begrænse opladning af elbiler til 85 procent.
Hos den amerikanske ladeoperatør Electrify America er ‘hertil og ikke længere’ det samme som 85 procent strøm på batteriet. I hvert fald i Californien.
Som en del af et forsøg på at skabe mindre kø og dermed kortere ventetid ved de offentligt tilgængelige ladestandere begrænser operatøren nu lademulighederne.
Det sker forsøgsvist. Og i første omgang kun ved 10 ladestationer i Californien, men Electrify America forbeholder sig retten til at udvide forsøget.
Det skriver Autoblog.
LÆS OGSÅ: Polestar får endnu en advarsel – smides ud 2. januar 2025
Systemet fungerer sådan, at elbiler ikke får noget strøm efter de 85 procent er opnået. Herefter har ejerne 10 minutter til at koble bilerne fra og køre væk fra ladestanderen, så andre kan komme til.
Flyttes bilen ikke, vil der blive pålagt gebyrer på opladningen. Gebyrer som vokser i størrelse indtil bilen er fjernet fra stedet.
Målet er at få elbil-ejerne væk, så de ikke generer hinanden mere end højst nødvendigt. Bilfabrikkerne gør da også meget ud af at tale om tiden, det tager at lade elbilerne. Oftest bliver der talt om tiden fra 10 til 80 procents strøm.
Det kan ifølge Tesla, der i øjeblikket sælger Danmarks mest populære elbil, Model Y, gøres på cirka 25 minutter.
Electrify America skriver, at forsøgsperioden begynder allerede i denne måned. Ladeoperatøren har dog ikke sat nogen slutdato på eksperimentet.
Læs flere spændende nyheder fra og om bilernes verden lige her!